søndag den 13. oktober 2019

12 10 19 Tale til Bruden

Kære Sviger moder
Kære Lotte
Ærede Gæster

Jeg vil gerne byde jer alle sammen velkommen til Begivenheden i Lottes og min fælles tilværelse.

For cirka 21 år siden havde jeg på internet læst en notits om en billedkunstner, der hed Lotte. Notitsen indeholdt invitation til at besøge Lottes studie og atelier med tilhørende udstilling.

Jeg ringede dengang til pigen og aftalte et besøg.

Lotte gav mig som gæst lov til at beskue nogle af sine malerier. Men dog: Jeg tror nok Lotte syntes, at denne revisor talte et andet teknokratisk sprog samtidig med, at revisoren virkede stresset. Så be-søget endte med, at Lotte fra sit atelier sagde farvel og tak til revisoren.

Til trods for Lottes behandling af mig som gæst, synes jeg, at Lotte og Lottes malerier virkede spændende og også lidt provokerende. Så igennem de efterfølgende 21 år har jeg som interesseret lægmand med jævne mellemrum googlet Lotte for at søge om Lotte og Lottes udstillinger.

Og hvad skete der så i år 2018. Jo, Lotte skulle have en udstilling i Frederiksberg, så jeg tog lidt mod til mig og besøgte udstillingen og Lotte. Jeg var forberedt på, at jeg kunne risikere at Lotte måske kunne huske vort første møde med en skal vi sige det en lidt anstrengt kommunikation. Eventuelt måtte jeg være forberedt på, at jeg af Lotte kunne blive bedt om at forlade Lottes udstilling. Men ingen sådanne frygtelige hændte, heldigvis ikke. I stedet viste Lotte sin sande kunstneriske og kærlige natur og sød musik opstod.

Lotte inviterede mig på besøg i Lottes atelier og jeg fik lov til at beskue den billedskabende proces, således som processen foregår hos Lotte. Vi har siden sommeren 2018 bevæget os ind på hinandens domæner.

Sommeren 2018 byttede jeg min 7 år gamle dieselhakker med en ny ditto i benzin. Ja og så genfandt jeg idéen om ikke jeg også skulle motoriseres på to hjul. Så jeg købte i efteråret 2018 en Honda 500 cc MC. Denne blev købt hos en forhandler i Horsens med afdeling i Slangerup. I denne forbindelse skulle der anskaffes styrthjelm og beklædning. Så jeg tog Lotte med til besøg hos Jensen MC i Horsens. Ved samme anledning besøgte vi det lille fængselsmuseum hos det nedlagte statsfængsel. I Museet er bevaret celle, hvor den tyske rigsbefuldmægtigede doktor Werner Best var indsat frem til benådning i år 1951. Ved denne lejlighed overnattede vi i et motel i Skanderborg. Værelset havde (med et skær af anstændighed) to separate senge.

Man kan beskrive Lotte og jeg som supplerende modsætninger. Lotte udgør den kunstneriske begavelse i Vanløse og Hørsholm. Lotte bruger mennesket som grundlag for motiv i en lettere ekspressionistisk fortolkning. Lejlighedsvist bliver også Lars bedt om at stille op for at posere i atelier.

Lars derimod er teknokrat. Lars har som både revisor og medarbejder hos SKAT været vant til at skulle administrere lovgivning overført på praktisk regnskabsaflæggelse og skattespørgsmål hos klienter, borgere og virksomheder. I sit private liv interesserer Lars sig for visse former for (militær) teknologi, skydevåben, jagt og genladning af ammunition. En begrebsverden og interesseområde, som ligger langt fra Lottes verden.

Til illustration, så oplever Lars lejlighedsvist, at Lotte i lang tid kan harcele over, at kvindelige kunstnere bliver undertrykt af underforstået ditto mandlige. Til illustration har Lotte kreeret et maleri, hvor Lotte med brug af sværdet har besejret manden. Maleriet har fået betegnelsen Girl Power. Lotte har hængt billedet op i vor spisestue. Dette til kærligt minde af den åndelige og kunstneriske gennemslagskraft hos Lotte.

Lotte er en stærk kvinde. Når jeg tænker på andre beundringsværdige stærke kvinder, ja, så kommer jeg som første bud til at tænke jeg på den ny næstformand hos Venstre. Ja, Inger Støjberg. For nogle måneder siden var der en journalist, som gennem et døgn havde fulgt integrationsminister Inger Støjberg. Damen har ligesom Lotte gennemslagskraft med girl power. Og så forekommer der et yderligere lighedspunkt. Jo, Inger Støjberg drikker Cola Zero, morgen, middag, aften og nat.

Lotte og jeg indgået aftale om, at vi lidt glidende flytter sammen i min lejlighed i Hørsholm.

Min nuværende lejlighed købte jeg tilbage i juni 1980.

Før juni 1980 havde jeg boet i Albertslund i cirka 5 år. Jeg havde en 1 ½ værelses ejerlejlighed i noget der hedder Topperne. Albertslund er en rigtig rød kommune med masser af vuggestuer, børnehaver og socialt boligbyggeri. Alt byggeri er meget conformt og meget kedeligt. Jeg var træt af at skulle betale til disse såkaldt sociale goder, som ikke gav mig personlig nogen nytteværdi. Så jeg mærkede skattetrykkets snærende bånd. Så jeg opdagede, at den kommunale skatteprocent i Hørsholm var dengang 13,5 til forskel fra 21 i Albertslund. Så jeg traf herefter en rationel beslutning om at købe en lejlighed i Hørsholm.

Dengang var lejligheden indflytningsklar. Men jeg erkender, at køkken og badeværelse årgang 1980 nu i år 2019 trænger til en opgradering. Lotte tog derfor affære og hev mig med ind til Ikea. Herefter designede Lotte indretning af vort nye køkken. Det kostede 6 uger, hvor Lotte og jeg måtte bo på Østerbro. Resultatet af Lottes anstrengelser var dog OK. Men overnatning på Østerbro resulterede dog i besøg fra den kendte trafikborgmester fra EL, som havde ansvar for uddeling af girokort på mit køretøj som konsekvens. 3 x DKK 510.

Vi har aftalt, at vi om ganske kort tid skal i gang med badeværelse. Lotte og Gert har lovet at tage sig af design og praktiske problemstillinger.

Jeg nyder dagligdagen sammen med min skønne Lotte. Vi deles om dagens praktiske opgaver. Jeg får ofte lov til at tage ansvar for tilberedning af mere eller mindre gastronomiske creationer. Lotte giver mig skudsmålet, at ham Lars faktisk er ret god i et køkken, men at menukortet ikke er særlig voldsomt omfattende. Men Lars synes også det er spændende, når Lotte besøger køkkenet. Så kommer der lidt mere variation. Og lotte er meget kreativ, også når det gælder kødgryderne.

Ja, Lotte er årgang 290166 og jeg selv er fra 311047. Ja Lotte har i 10 år frem til 2010 været gift med Lars Frantsen. Jeg selv har nu - lidt vel sent vil nogen måske påstå – været heldig at møde mit livs udkårne – min elskede Lotte. Ja Lottes arbejde som billedkunstner ligger lidt langt fra min professionelle verden som administrator. Nå, men det er jo ikke meningen, at livet skal være kedeligt, så det er dejligt, når Lotte og Lars kan supplere hinanden.

I 2018 drøftede Lotte og jeg fremtidsudsigterne, for os som par. Jeg foreslog Lotte, at vi lod os forlove. Lotte kommenterede dengang dette mit forslag med bemærkning,

”Jo, hvis jeg skal forloves med dig, så vil jeg også giftes med dig.”

Jeg tolkede dengang Lottes bemærkning, som at Lotte netop havde friet til mig, Jeg besvarede Lottes frieri med et bekræftende ja.

Lotte fyldte 53 somre den 300119. Lotte havde fernisering den 290119, hvor Lotte også fejrede sin fødselsdag den efterfølgende dag. Lotte og jeg benyttede lejligheden til ved fernisering den 290119 at bekendtgøre vor forlovelse.

Jeg vil gerne takke min elskede Lotte for dit dagens ja til vort kærlige ægteskab og fællesskab i de mange år, som ligger foran os.

Også vil jeg gerne takke min kære Sviger moder Kirsten, som ved min side sidder, for til mig at have overdraget vor dejlige Lotte og ansvaret for Lotte. Tusinde tak.

Jeg vil gerne bede gæsterne sammen med mig at udbringe et leve for min brud Lotte og for min Sviger moder Kirsten.

Lotte og Kirsten længe leve……………………….









Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.