Nu er jeg på vej til Køge. Jeg kunne ikke finde Lars men er selv stået på toget. I Køge er jeg vokset op. I Hastrup på Sejerøvej 2. Min far var en meget speciel person ligesom jeg selv er. Han er en man husker stadigvæk fordi han var den han var og gjorde nogle særlige ting. De fleste der var børn og unge dengang han levede har kendt min far. Den lidt ældre generation kendte til min oldemor der havde et pensionat hvor folk kom for at blive helbredt af hende som klog kone. Begge var de særlige mennesker man husker. Jeg Lotte Kjøller billedkunstneren fra Køge vil måske også være en som Køges befolkning vil huske. Hende der gjorde som hun selv ville og gik sine egne veje. Hun som sagde nej tak til en mand med mange millioner fordi han kom i dårligt selskab og blev dominant. Hende der blev galleriejer sammen med sin model der skulle blive hendes mand. En fange der slap ud af SMil selvom det ikke burde lade sig gøre. Mænd fra kunstlivets fange. Men mine ægte venner er her endnu. Og i Nordsjælland hvor jeg bor mest siger jeg er velkommen. Et dramatisk liv på godt og ondt. Det er mit liv. Det vigtigste for mig er at jeg bliver respekteret som den jeg er og at jeg kan have mine meningers mod - uden at få at vide jeg er forkert. For hvad er forkert? Der er en mand til os alle.
Sendt fra min iPhone
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.