Jeg møder en kvinde som jeg her vil kalde Erna. Hendes navn er mig bekendt. Hun ser meget anderledes ud end andre kvinder. Faktisk ligner hun slet ikke en kvinde. Hun har grønt hår, brysterne er spændt ind og hendes hue har 2 ører. Hun er meget "ubestemmelig".
Hun siger en dag til mig at også hun har prøvet at være offer for SMils voldtægt. Hun var smuk. En køn pige med langt flot lyst hår. Så nu klippede hun det bevidst grimt hun skulle ikke nyde noget. Hun ville ikke være smuk mere. Hun ville i mænds øjne være så grim som muligt. For den gruppevoldtægt havde ikke gjort hendes psykiske sygdom bedre. Hun havde lige siden haft problemer med sin identitet. Hun syntes hun var en dreng. Hun havde bedt sin mor om at kalde sig han. Og når hun klædte sig sådan var det for at ingen skulle voldtage hende mere. Det havde været slemt. Men hun havde stået sin straf. Hun skar sig selv og led af spisevægring.
Straf for hvad siger jeg?
Straffen for at være smuk. Det er en traf fordi du er smuk at du bliver voldtaget. Og straffen bliver hårdere og hårdere jo mere du flygter så det var bedst at bide tænderne sammen og udstå sin straf. Så det gjorde jeg. Bagefter havde hun gjort alt for at det ikke skulle ske igen i sin påklædning.
Og på den måde blev det Erna der med sin historie fortalte til mig selv hvilken situation jeg stod i. Og jeg havde allerede flygtet fra dem flere gange. Så at udstå sin straf. Nej det ville JEG ikke. Bare se hvor syg den stakkels kvinde var efter det. De ville nok slå mig ihjel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.