fredag den 27. marts 2020

Status for Corona

For en måned siden blev det første smittetilfælde med coronavirus konstateret i Danmark. To uger efter blev Danmark lukket ned i kampen for at inddæmme virusset.


Og de drastiske tiltag ser ud til at virke. Det mener Lone Simonsen, der er professor i folkesundhedsvidenskab på Roskilde Universitet og har forsket i epidemier i 30 år.


- Jeg tror, vi kommer til at opleve, at det faktisk lykkes os at inddæmme eller sådan holde den her nye virus i skak på en måde, så sundhedssystemet kan følge med, siger hun.


- Det var netop ideen med alt det her, vi har lidt os igennem nu. Så det er rigtig godt at se, synes jeg.


Hos Statens Serum Institut erklærer Anders Koch, der er overlæge og professor i infektionsepidemiologi og forebyggelse, sig enig.


- Sådan som det ser ud nu, er der tegn på, at det har effekt.


Det kan blandt andet ses, fordi der ikke er en eksponentiel stigning i antallet af indlagte, men i stedet nogenlunde det samme antal indlagte dag for dag.


- Så samlet set ser det ud til, at epidemien ikke udvikler sig på samme måde som i Italien, siger Anders Koch.

Tiltag for at inddæmme virus


6. marts: Arrangementer med flere end 1.000 deltagere bør udskydes eller aflyses, opfordrer regeringen.

11. marts: Danmark lukker ned til og med. Elever og studerende på videregående uddannelser og ungdomsuddannelser sendes hjem. Alle offentligt ansatte, som ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem, og der opfordres til, at arrangementer med flere end 100 deltagere bliver aflyst. Derudover indskærpes en lang række rejsevejledninger.

13. marts: Danmarks grænser lukkes.

17. marts: Forsamlinger i det offentlige rum på mere end 10 personer bliver forbudt med virkning fra dagen efter. Cafeer, restauranter, barer og storcentre skal lukke for at stoppe spredningen af coronavirus.

23. marts: Nedlukning forlænges frem til 13. april.


Han understreger dog også, at målet er at afbøde epidemien, således at sundhedsvæsnet kan følge med.


- Vi regner fra Statens Serum Instituts side ikke med, at vi kan forhindre epidemien.

'Alle prognoser begynder at se bedre ud'


Nedlukningen af Danmark er forlænget til og med den 13. april. Men tiltagene vil blive skruet på løbende, lyder det fra Lone Simonsen.


- Det handler ikke alt sammen bare om sygdom og dødelighed. Det handler også om økonomien, lykke og hele vores måde vi lever på. Så selvfølgelig er man nødt til at skrue lidt på det, så vi kan få hjulene i gang igen, uden dog at starte med at få epidemien ud af kurs igen.


Hun mener, at epidemien skal holdes på et niveau, der er acceptabelt - det indebærer, ifølge hende, at der er respiratorer nok til dem, der får brug for det.


Skulle epidemien blusse så meget op, at sundhedssystemet bliver overbelastet, kan man genindføre visse tiltag. Hun forventer, at første bølge ender i slutningen af foråret, mens der formentlig kommer endnu en bølge i løbet af efteråret og vinteren.


- Og så kan det være, vi er færdige med den her, lyder det optimistisk fra Lone Simonsen.

Status på corona i Danmark

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.