Johan Krohn: Peters Jul. (1870)
1. Før Julen
Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
og saa maa Julen komme!
Min Faer hver Dag i Byen gaar,
og naar han kommer hjem, jeg staar
og ser hans store Lomme.
Og paa hans Bord forleden Dag
jeg saa et yndigt, lille Flag,
og det jeg ikke glemmer.
Papir han klipper med en Sax;
men naar jeg kommer ind, han strax
sin Stads i Skuffen gjemmer.
Og Moer har Peberkager bagt;
jeg ved det, jeg har selv dem smagt,
da de var ganske varme.
Sit Sølvskab Moer nu aabnet har,
og Stadsestagen frem hun ta'er,
den med de mange Arme.
Og Moer hun har saa mange Bud,
hvert Øjeblik skal Anders ud,
og Moer og Anders hvisker.
Men jeg kan dog høre, – tys!
i Morges var det Julelys
og røde Baand og Svesker.
Og Søster Hanne syr og syr.
Hun siger, Julen er saa dyr,
hver Gang hun Grisen ryster.
Til Faer hun har en Pibesnor
af Perler, og til Bedstemoer
hun hækler paa en Trøster.
Jeg vil nok ogsaa noget faa;
jeg maa jo ind i Salen gaa,
naar hun skal til at strikke.
Der inde er der rigt'nok koldt;
men naar jeg spiller med min Bold,
saa mærker jeg det ikke.
Da før jeg ud med Karen gik,
vi var i Bagerens Butik;
dér stod den tykke Bager,
og han skrev op, hvad Karen sa'e:
Til Juleaften skal vi ha'e
to store Julekager.
Gid det var Jul! Hvor det var rart.
Men nu maa den da komme snart,
det varer ikke længe;
thi fra min Stol ved Vindvet her
paa Køkkenmuren jeg jo ser
alt Julegaasen hænge.
2. Bedstemoer inviteres
Du gamle, rare Bedstemoer,
hvor det var dejligt, at du tror,
at nok du ud tør kjøre.
Og Juletræet er saa stort;
Jeg saa' det staa i vores Port.
Nu skal du bare høre!
Med Risengrød begynder vi,
husk paa, der er en Mandel i!
Og saa skal Gaas vi have.
I Gaasens Ryg et Flag skal staa,
og den har smaa Manchetter paa
og Grankrans om sin Mave.
Naar Faer skær Hul paa Gaasen saa,
han løfter mig, jeg kige maa
til Sveskerne der inde.
Vi trækker „Gaasekrog“ for Spøg,
og tænk! en stor Klat Syltetøj
jeg faar, hvis jeg kan vinde.
Så får vi vin i vore glas,
og Moer hun henter Juleknas
og Godter til at spise.
Og Gaasens Skaal vi drikke vil,
og Faer han synger nok dertil
en morsom Julevise.
Og naar til sidst vi klinket har,
sin Søndagspibe henter Faer,
og Hanne hun maa stoppe.
Med Julelys hun tænder den;
saa leger Faer med os igjen,
og vi bli'er længe oppe!
Far vel! for nu vil Karen gaa.
Men jeg dig ikke sige maa,
hvad vi skal hen og hente.-
Men kom nu rigtig tidligt! hva'?
Du kan jo kjøre hjemme fra,
før Lygterne er tændte.
3. I Mørkningen Juleaften
Vi sov af Glæde kun lidt i Nat,
og Dagen har været saa lang;
nu har vi os her paa Skamlerne sat,
fortæl en Historie en Gang!
Vi ved, du over hundrede kan.
Mens Faer og Moer gør Træet i stand,
fortæl, lille Bedstemoer! Gjør det! Aa!
Men en, som er lang, at Tiden kan gaa
Bedstemor fortæller:
„Hver Juleaften netop nu,
naar Julegrøden koger,
da vandrer -Peter, hører du!
igjennem Aftnens Taager
med store Kanestøvler paa
den gamle Jul til Staden;
fra Vindvet kan man se ham gaa
paa Sneen gjennem Gaden.
Et dejligt Juletræ han bær',
det største vist i Skoven.
Hans Skjæg naar lige til hans Knæer;
og paa hans Hat for oven
et lille Julelys der staar;
det straaler, og det skinner
paa Næsen og de hvide Haar
og paa hans røde Kinder.
Og Gade op og Gade ned
sit Træ han om vil bære;
hvor alle bo, bestemt han ved,
derpaa kan vis man være.
Ved Husets Dør han stille staar
og lytter meget længe;
han vide maa, før ind han gaar,
om der er slemme Drenge.
Og hører han, at Faer er vred,
imens han Træet tænder,
han rokker strax ad Trappen ned
og ud paa Gaden render.
Men hører han, at Faer og Moer
er glad for deres Drenge,
imens de pynte Julebord
og Lys i Træet hænge,
da ler den gamle Julefaer
og ind i Stuen smutter.
Sit Lys fra Hatten ned han ta'er,
det funkler, og det futter;
med det han hen til Træet gaar
og nikker i det samme,
strax fra hvert lille Lys der staar
en klar og dejlig Flamme.
Se, der, hvor Julen ej gik ind,
hvor ej han vilde tænde,
har Lysene et daarligt Skin
og vil slet ikke brænde;
men der, hvor Julen har dem tændt,
de straale, og de skinne.
Og derpaa har nu let man kjendt,
om Julen var der inde.“
4. Ved Juletræet
Aa, hvor det straaler! Nej, se dog blot,
hvor alle Lysene skinne!
Og se, hvor Træet er fuldt af Godt!
en Kat kan nu først jeg finde.
Og dér er et Horn og en Svane — aa!
Og dér er Pjerrot af Sukker;
ham skal jeg rigtignok passe paa,
naar siden vi Træet plukker.
Her hænger en Hest under denne Gren,
og dér er en Kurv med Pærer.
Og dér er en Mand, nej, sikken en!
En Tøffel paa Ryggen han bærer;
hvoraf han er lavet jeg ikke ved.
Men se blot Storken der oppe!
Og Kagedukker, som Hænderne ned
i Buxelommerne proppe!
Og Æbler, hvis Stilk er fint forgyldt,
og et Par Strømper af Kage
og Kræmmerhuse, som helt er fyldt
med Ting, som jeg nok gad smage!
Og Svøbelsebørn! Og se blot dér
to Frøer af Chokolade!
Nej, kom, der sidder en Ugle her.
Aa, hvor vi alle er glade!
Og store Figner i røde Baand
og Grise og Sukkerkranse! —
Bedstemoer, kom, tag fat i min Haand!
Nu skal vi om Træet danse
5. Julesangen
Men se, Klaveret op er lukt,
og hør, hvor Moer nu spiller smukt!
Med foldede Hænder vi synge maa
Den Julesang, vi har øvet os paa.
Du grønne, dejlige Træ, god Dag!
Velkommen du, som vi se saa gjærne
med Julelys og med danske Flag
og højt i Toppen den gyldne Stjærne!
Ja, den maa skinne,
thi den skal Minde
os om vor Gud.
Den første Jul i et fremmed Land
Vorherre den store Stjærne tændte;
den skulde vise vor Jord, at han
den lille Jesus her ned nu sendte.
I Stjærneglansen
gik Engledansen
om Bethlehem.
Om Jesusbarnet fortalte Moer
saa mangen Aften, vi sad her hjemme;
vi kan hans Bud og hans milde Ord,
vi ved, at aldrig vi dem maa glemme.
Naar Stjærnen skinner,
om ham os minder
vort Juletræ.
6. Faers Julevise
Og Gaasen kom paa Marken, da Kornet var kjørt væk;
det kunde han nu lide, og derfor sa'e han: „Gæk!“
Ved Mortensdag kom Pigen ud med den blanke Kniv,
da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade Liv.
Hun sleb den paa sin Tøffel, han fik en grusom Skræk;
højt fløj han over Gærdet, mens han hvinede: „Gæk!“
Men Pigen tog ham ikke, hun greb en anden en;
da dansed han paa Marken paa sine lave Ben.
De drev ham hjem fra Marken, paa Vejen fik han Smæk;
han virrede med Halen, og han hvæsede: „Gæk!“
De satte ham paa Sti, og de propped Maden ned,
de holdt ham fast om Halsen, skjønt han kneb, og han bed.
Til Julen blev han slagtet, da fik hans Hals et Knæk;
den gang de vred den, skreg han sit allersidste „Gæk!“
Saa laa han ganske stille, han mærked Kniven knap,
som tog hans hvide Vinge og røde Gaaselab.
Til Torvs ham Pigen bragte; dér roste man hans Vægt.
Han Æbler fik i Maven og blev saa dejlig stegt.
En Julegaas, det blev han, og det er ikke lidt,
og Moer har skummet af ham en vældig Krukke Fedt.
7. Juledag
Hanne og jeg og min lille Broer,
vi sidder her ved det store Bord
og leger saa dejligt paa Dugen.
Da Faer og Moer i Kirke gik,
alt Juletøjet frem vi fik;
vi er ganske ene i Stuen.
Knud har en Æske med Dyr og Træer,
mine Soldater marschere her,
og Hanne sit Køkken har hentet.
Jeg sender hende en Tinsoldat,
som spørger, om Maden er parat,
hun siger, at den har ventet.
I Morges, da jeg vaagnede, Faer
her ind i Dagligstuen mig bar,
han tog mig i Tæppet paa Armen;
for Julemorgen al Tid vi maa
her ind og høre Klokkerne gaa
og blive klædt paa i Varmen.
8. Et Besøg
Den fattige Rasmus er kommen her hen.
Han har det der hjemme kun daarligt; men
nu skal vi ham nok fornøje.
Et godt stykke Legetøj skal han faa,
og Moer hun siger, at hun vil gaa
og hente min ældste Trøje.
De Billedbøger, vi har, skal han se,
og saa vil han nok blive glad og le,
og vi vil med Rasmus lege.
Og Moer en Kop Kaffe ham skjænke vil
og skære af Julekagen dertil,
og vi vil ham Æbler stege!
9. Nytaarsaften
I Aften ender det gamle Aar,
og derfor vi Æbleskiver faar.
Jo, vi kan lugte, at Karen bager,
mens vi spiller Gnav om Peberkager.
Naa, hvor det buldrer der ude! Hør!
Der kom en Potte på Karens Dør.
Det var vist Anders; for Karen siger,
at han gjør Løjer med alle Piger.
Paa Gaden knalder det Skud paa Skud,
nu skyder Drengene Aaret ud.
Jeg hørte det før, da ned vi rendte
for Bedstemoer fra Vognen at hente.
Hun bliver al Tid, til tolv den slaar;
for saa begynder det nye Aar.
Først vil hun „Glædeligt Nytaar“ sige,
saa kommer Vognen og hendes Pige.
Naar „Glædeligt Nytaar“ vi har sagt
og alle hinanden Haanden rakt,
så kommer Karen her ind i Stuen
og siger, hun takker Herren og Fruen.
Saa siger Faer, naar jeg skal i Seng:
Hvert Aar maa man blive en bedre Dreng.
Han banker mig lidt med Piben paa Panden,
og han og Moer de kysser hinanden
10. Helligtrekongers Aften
Se, nu er da Julen strax forbi;
det er Helligtrekongers Aften.
Saa ender den rare Jul; men vi
er glade, at vi har haft den.
Tre Lys har vi tændte — tænk en Gang!-
for Kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en Julepresent;
vi ved det, for Faer har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille Bord
og ser, hvordan Lysene brænde;
naar de er slukkede, siger Moer,
at saa er Julen til Ende.
11. Efter Julen
Og Julen endte — Børnene fik
igjen deres Bøger fat og gik
til Skolen glad og fornøjet
Dér tænkte de ikke paa Julen; men
naar Klokken to de kom hjem igjen,
de leged med Juletøjet.
Og deres Juletræ de beholdt,
det vilde staa grønt, blev det nok saa koldt,
det kunde de ikke miste.
Paa Duehustaget det blev sat op
og Spurvene kvidrede i dets Top,
og Duerne sad paa dets Kviste.
Og Træet - ja, det blev et syn at se,
da det stod fuldt af den hvide sne;
det var som med sølv bedækket. —
Men den gang forårsfuglene sang,
med sine brune grene det hang,
og toppen var også knækket
Og skraldemanden efter det kom,
men børnene syntes ikke derom,
den gang det på vognen knejste.
Det var jo rigtignok vissent, men
det var dog, som om en gammel ven
for sidste gang fra dem rejste.
Peters Jul udkom første gang anonymt i 1866 med vers, der var skrevet i 1863 - 1864, men da resultatet langt fra
var tilfredsstillende, begyndte Johan Krohn i 1869 at skrive en ny version med flere vers og omarbejdelse af de
gamle, illustreret af broderen Pietro Krohn - den version af Peters Jul udkom i 1870 og er gengivet ovenfor.
